11. Juli 2021

Johannes Andersen & The Overheads

Søndag 11. juni kl. 14 – 16 får vi igen besøg af digteren, filosoffen, forfatteren og underviseren Johs. Andersen, som sammen med sit orkester ”The Overheads” fortæller om og synger Bob Dylan-sange.

Koncerten er flyttet til Det Røde Klubhus, da Kulturhusbåden er udlånt til Ungdomsskolen Skive i hele juli måned – hvilket herligt initiativ!

Bob Dylan fik jo som bekendt Nobelprisen i litteratur for sine tekster, og
Johannes Andersen har i anledning af Bob Dylans 80 års fødselsdag oversat en lang række af 60’er idolets ikoniske og verdenskendte sange til dansk og sat dem sammen til en sangcyklus – ”Natten er nær” …

Med dette materiale dykker ”The Overheads” ned i kunstnerens unikke mystiske, samfundsrevsende, tænksomme og kærlighedsfyldte univers og rammer dybt ind i sjælens poesi, tilværelsens skarpe kanter, tanker om et samfund i forandring, personlige perspektiver og forelskelsens smertefulde stemninger og brusende lykke, når ”Natten er nær” …

Det bliver således en poetisk og musikalsk spændende eftermiddag 🙂